Kom med på en magisk julerundvisning i Aarhus Øje, hvor julefortællinger, nisser og byens funklende julelys skaber den helt rette decemberstemning for både børn og voksne.
Tag hele familien med på en eventyrlig rejse gennem julens historie, når vores dygtige historiefortæller Niels fra SeaRangers inviterer indenfor i Aarhus Øje – selvfølgelig iført nissekostume!
Rundvisningen begynder med en tur gennem udstillingen, inden vi sammen tager turen op i 142 meters højde. Herfra kan I opleve Aarhus' smukke julelys brede sig under jer, mens Niels fortæller sjove, spændende og finurlige historier om julens traditioner, nissernes verden og julens magi.
Med afsæt i årets julekalendere Den store Julefortælling og I Nissernes Tjeneste bliver der også plads til fortællinger om de små væsner, der hører julen til. Undervejs dykker vi ned i julens historie – fra vikingernes gamle juletraditioner til juletræet, nisserne og de juletraditioner, vi kender i dag.
Det bliver en hyggelig og levende oplevelse, hvor både store og små kan blive klogere på julen og måske se byens julelys med helt nye øjne.
Og julemagien stopper ikke her!
Den 4. december får I efter rundvisningen mulighed for at møde julemanden på 44. etage. Den 18. december slutter vi i stedet af med fællessang i foyeren, hvor vi sammen synger julen ind.
Så tag familien med til en hyggelig decemberoplevelse fyldt med julehistorier, højt til loftet og masser af julestemning!